Sikkerhed

Per Kanding, Kriminalinspektør, og tidligere leder af rejseholdet, har skrevet denne serie artikler med gode råd og tips om sikkerhed i hjemmet og på gaden.

Sikkerhed – en menneskeret.

Denne side er viet til sikkerhed på forskellige områder. Vi vil alle gerne leve, bo og færdes under sikre forhold, men sådan er det ikke altid. På eet eller andet tidspunkt i livet kommer de fleste mennesker til at stifte bekendtskab med kriminalitet under én eller anden form – og desværre ofte som den forurettede part.

Artiklerne i her kan ikke afskaffe kriminaliteten, men der er i de enkelte artikler nogle gode råd om, hvordan vi kan sikre os og gøre det sværere for de forbrydere, der vil os det ondt.

Kan artiklerne bidrage til lidt større tryghed og lidt bedre livskvalitet blandt vore medlemmer, synes foreningen, at vort mål er opfyldt.

Til syvende og sidst skal vi alle kunne leve trygt og godt i vore huse, uden at disse bliver til fæstninger, og vi skal på samme vis færdes på gader og veje uden at frygte overfald, tasketyverier og røverier.

Det bør være en menneskeret – også for medlemmerne af Gentofte Sogns Grundejerforening.

Per Kanding